Der er mange færdselsregler man skal overholde, og de er vigtige alle sammen af hensyn til vores egen- og de andre trafikanters sikkerhed. Her på siden kan du danne dig et overblik over nogle af dem;

– Hold afstand til forankørende. Som udgangspunkt skal du holde afstand svarende til halvdelen af hastigheden i meter. Det vil sige, at kører du bagved en forankørende med 80 km/t (med samme hastighed), skal du holde mindst 40 meters afstand. Hvis du har svært ved at måle, kan tommelfinger reglen med 2-3 sekunder også bruges. Her finder du et fast holdepunkt og tæller frem. På denne måde kan vi “teste” os selv om vi generelt er gode til at holde afstand.

– Hold til højre. Som udgangspunkt holder du altid til højre, når du skal vælge vognbane fx, med mindre der skal foretages et venstresving indenfor nærmeste tid. Dette vurderes afhængig af situationen og trafik tætheden. Ved højresving lukker du af for cyklister efter en orientering.

– Korrekt kørsel i kryds. Du er bevidst om hvornår der fx er ubetinget- og højre vigepligt. Der findes ikke mange højre vigepligter længere, men der er nultolerance overfor forkert kørsel i kryds, da det kan være farligt at overse en anden bilist. Desuden er der ikke noget der hedder taxagrønt ved lyskryds. Er der gult lys, og der kan laves en standsning (inden standslinjen) på en forsvarlig måde? Så standser du.

– Blink “altid” på motorvejen. På motorvejen skal blinklyset altid bruges ved sammenfletninger, frakørsler og vognbaneskift. Derudover skal der altid bruges blinklys ved igangsætning, vending og svingning ved kørsel øvrige steder.

– Læs og forstå færdselstavlerne. Vi har et overblik over alle færdselstavler, hvis du trænger til at genopfriske. Når du kører, læser du hele tavlen inkl. evt. undertavle da det kan have stor betydning for din viderekørsel. Det er også en god idé, at have forståelse for trafik hierarkiet, så du fx er velforberedt, hvis et lyskryds er ude af drift, eller vejafmærkninger er blevet utydelige.  Forstå færdselsloven og bliv en god bilist.